Emdrupgårds Villabys Grundejerforening

Uddrag:

"PROLOG 

SPØGELSESBYEN 

Nørrebro, den 3. november 1918 

Døden var overalt. Tæt stuvet sammen stod 58 kister i kapellet på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Da dagens første solstråler trængte gennem de cirkelrunde ovenlysvinduer, afslørede de tragediens virkelige omfang. De hvide trækister stod stablet oven på hinanden, og alligevel var der ikke plads nok i hovedskibets store sal. Enkelte kister havde bedemændene været nødt til at stille i det tilstødende venterum. 

Denne råkolde morgen, den 3. november 1918, mødte graverne ind på arbejde ekstra tidligt. Det stod klart for dem med det samme, at det her ikke bare var en almindelig arbejdsdag. Det var langtfra en normal søndag morgen. Noget var helt galt. Hen over sommeren og efteråret var den spanske syge kommet til Danmark, og nu var der døde alle vegne. Ikke siden koleraepidemien i 1853 havde der i København været så mange begravelser på én dag. Graverne kunne knap bevæge sig rundt i kapellet mellem de mange kister, men de havde ikke tid til at dvæle ved synet af dem. De måtte i gang. Klokken var otte om morgenen, solen var lige stået op, og hvis de skulle nå alle dagens begravelser, inden den gik ned igen, måtte de skynde sig. 

I gaderne omkring kirkegården hastede den ene lægebil efter den anden forbi. Byens læger gjorde, hvad de kunne, men de kunne ikke nå hjem til alle, der lå og led. Netop på Nørrebro var den helt gal. Her boede fattige arbejdere stuvet sammen i små toværelseslejligheder, og når først epidemien var kommet inden for døren, var familierne prisgivne. En lokal læge, Einar Schäffer, fortalte om, hvad han så, når han kørte rundt i arbejderkvarteret. Ifølge lægen var der hele gader, hvor husene fra kælder til kvist var fyldt med syge mennesker. I en lejlighed havde han fundet en familie, hvor mand, kone og tre børn lå syge. Ved siden af dem lå det fjerde barn. Dødt. I Rådmandsgade ikke langt fra kirkegården boede ægteparret Assor og Carla Petersen med deres tre børn i en lille lejlighed i stueetagen. Begge forældre blev syge samtidig, og efter nogle dage blev de indlagt på Bispebjerg Hospital. Kort tid efter døde de, 30 og 29 år gamle. Senere fortalte de efterladte børns farmor, at den mindste pige, som var under et år, ikke ville slippe sin far, da ambulancen kom. 

Den spanske syge havde forvandlet København til en spøgelsesby. Skolerne var lukkede og omdannet til nødkøkkener. Sporvognene kørte halvtomme rundt, og på gader og stræder sørgede fodgængere for at holde sikker afstand til hinanden. Alene i København havde epidemien i løbet af den seneste uge krævet 400 nye ofre. Når byens borgere åbnede dagens aviser, lod de nervøst øjnene glide ned over dødslisterne. De løb spalte op og spalte ned. Hver aften måtte typograferne sætte bogstaver sammen i nye kombinationer, som gengav navnene på de seneste døde: Frk. Karen Sophie Rasmussen. Fængselsbetjent Otto Chr. Jensen. Arbejdsmand Carlsens søn Carl Peter. Snedkerlærling Kristian Montz. Skomager Søren Hansen Møller. Skrædder Svendsens hustru Gudrun Henriette. Postpakmester Nielsens hustru Ingeborg Katinka."